Gødningsværdi af fosfor i restprodukter (GØDP)
Fosfor er på verdensplan en begrænset ressource, og den kendte fosforreserve er koncentreret på få lande. Det er derfor vigtigt, af ressourcemæssige årsager, at udnytte alle eksisterende fosforkilder i Danmark optimalt. Fosfor i restprodukter som f.eks. spildevandsslam udgør en væsentlig fosforressource. Ideen i projektet er, at restprodukter trygt skal kunne vælges som P-gødning uden at risikere udbyttetab som følge af manglende P-gødningsvirkning, og at produkterne kan udnyttes på en måde, der hindrer unødvendig ophobning af fosfor i landbrugsjord. Herved får restprodukterne et værdiløft.
Projektets overordnede formål er at reducere importen af fosfor (P) til Danmark samt undgå såvel over- som underforsyning af afgrøderne med P. Målet er, at udvikle en metode til bestemmelse af P-gødningsværdien i restprodukter som spildevandsslam, aske, struvit og biochar samt på forskellige fraktioner af husdyrgødninger.